Udgivet 18/3 2018 – opdateret 20/3 med information om bisættelsen.
Vi har desværre modtaget besked om, at vores ældste medlem af Vejle Fodbolddommerklub Kaj Sørensen er gået bort.
Kaj har altid været en stor personlighed for hele dommerverdenen – og fortsat den højst indrangerede dommer i vores klub. Han har været medvirkende i flere internationale kampe og fast deltager til alle vores arrangementer – både dommerfesterne samt generalforsamlingerne.
Vores tanker går til familien. Til at give vores hyldest og minde til Kaj Sørensen har vi valgt at genudgive de historier, som vi med stor glæde modtog i dommerklubben sidste år fra Kaj.
Bisættelsen finder sted lørdag kl.11.00 i Nørremarkskirken.
UDGIVET 2017 –
Det er sjov og spændende læsning og meget rammende at opleve tingenes tilstand for en del år siden var noget anderledes i tilgangen til det at være dommer – men sjovt nok er udfordringerne med at dømme fortsat i mange tilfælde det samme som i dag.
I kan læse hele historien fra Kaj nedenfor.
Vi siger naturligvis en stor tak til Kaj for at dele dette med os alle- og vil samtidig opfordre alle aktive som “passive” dommere at sende deres bidrag til dommerklubben også.
Hvordan og hvorfor blev jeg fodbolddommer?
Min far var meget interesseret i fodbold og han tog mig med på Vejle Stadion fra barnsben.
Så det var det spæde grundlag og da jeg var 12 år blev jeg medlem af Vejle Boldklub og gik til træning 2 gange om ugen. Vores træner var Charles Corell, en tidligere god og anerkendt målmand på VB’s første hold.
Jeg spillede bl.a. en kamp på drengeholdet mod Hover, men derefter faldt interessen for fodbolden.
Jeg kom meget på KFUM efter min konfirmation, hvor jeg fik mange gode venner. I 1942 startede KFUM en idrætsafdeling med Villy Udesen som formand.
Jeg blev kasserer i klubben og begyndte også at spille håndbold sammen med nogle af vennerne. Det gik godt.
Nogle af pigerne fra KFUK var interesserede i håndbold, så dem blev jeg træner for.
Villy Udesen synes, at jeg skulle udvikle mig som træner i håndbold og jeg blev meldt til et kursus, under DHF, på Idrætshøjskolen i Vejle i påsken 1942.
I dette kursus var indlagt en dommereksamen i syv mands og markhåndbold.
Der var 15 spørgsmål og for at bestå skulle mindst 12 være rigtige. Jeg havde 14 rigtige.
Så nu var jeg uddannet håndboldsinstruktør og dommer under DHF. Jeg trænede mange omegns klubber og dømte mange kampe.
Det var min start på dommergerningen.
Efter 5 år som dommer avancerede jeg til Jyllands Serien under JHF.
I 1951 blev jeg ansat til at dømme første og anden division under DHF.
Jeg var udtaget til at blive international dommer, men takkede nej hertil, da jeg var kommet i første division i fodbold i1961.
Hvorfor blev jeg fodbolddommer?
Vi handlede hos en grønthandler Ormstrup i Vestergade og han var kampfordeler i Vejle Fodbolddommerklub. Han kendte mig fra min tid som anfører for KFUMs fodboldhold.
Han sagde til mig, at nu skulle jeg være fodbolddommer. Han hentede en lovbog og sagde, at der om 2 måneder skulle afholdes dommereksamen på Grand Hotel i Vejle.Datoen var sat til den 27. januar 1951.
Jeg takkede nej, men han sagde: ”Det skal du”.
Ok, jeg tog bogen og begyndte at læse i den, men det lovstof kendte jeg ikke meget til.
Min kone hørte mig i stoffet og Vejle fodbolddommerklub havde en lovfortolker, som besøgte mig et par gange, hvorefter han mente, at jeg var klar til eksamen. Dagen kom, jeg mødte op og gik ind til det grønne bord med en ti øre som bold.
Lovfortolkerne var J. Højris og Bank Mikkelsen.
Jeg var nervøs, men det gik meget godt, indtil jeg fik dette spørgsmål:
En forsvarsspiller i eget straffesparksfelt løfter benet meget højt for at få bolden standset og kommer derved til at ramme en modspiller i ansigtet, som falder og det bløder fra ansigtet.
Spørgsmålet var: Hvad dømmer De? Jeg svarede: straffespark.
Vi tager den engang til var svaret, hvad dømmer De? Jeg svarede atter: straffespark.
Så fik jeg besked på at gå udenfor et øjeblik.
Jeg kommer ud til mine senere kammerater, der spørger hvordan det gik.
Jeg forklarede dem min situation og de siger, nej du skulle have dømt et indirekte frispark for uforsætligt farligt spil.
Jeg bliver kaldt ind og de starter med at sige, at det var gået meget godt, men de skulle lige have den nævnte situation igen, og jeg blev spurgt om jeg stadig holdt fast i at dømme straffespark. Jeg svarede: Nej, jeg skulle have dømt uforsætligt frispark, altså et indirekte frispark. Jeg bestod, mod at jeg fremover var villig til at deltage i klubbens lovinstruktioner.
Det var jeg selvfølgelig. Så nu var jeg både håndbolddommer og fodbolddommer.
Min første kamp, som fodbolddommer, var i Vinding i en serie 3 kamp og det var noget nyt i forhold til de små håndboldbaner. Jeg kunne lide det.
I 1956 dømte jeg i tredje division.
- division i 1958.
- division i 1961 og endelig FIFA dommer i 1969.
Jeg sluttede som fodbolddommer i 1975 grundet aldersgrænsen, som dengang var 50 år.
Jeg stoppede med håndbolden i 1961, da det blev for meget for mig med begge dele samtidig.
Jeg kunne jo ikke leve af at være dommer, så jeg skulle også passe mit arbejde med at sælge værktøj og maskiner til Jern og Metalindustrien. Dette afsnit af mit liv er et hel kapitel for sig selv, men også med mange gode minder og mange udlandsrejser.
Mine mange erindringer fra fodbolden har været mange og der følger et lille udpluk her:
Vi var i London og skulle dømme en kamp i UEFA regi.
På kampdagen blev vi enige om at besøge nogle af de mest kendte steder i London. Vi hyrede en Taxa og det viste sig at være en frisk chauffør. Vi endte på Buckingham Palace, hvor vi holdt udenfor og betragtede det flotte slot.
Chaufføren spurgte, om vi ville ind og se slottet. Det ville vi selvfølgelig gerne, hvorefter vores chauffør sprang ud af bilen og henvendte sig til politiet. Han kørte herefter ind på slottet. Politiet gjorde honnør for os. Vi kom ind på slottets forgemak, hvor vi skrev en hilsen til Dronning Elisabeth i den fremlagte gæstebog, og kører derefter hjem til vort hotel.
DBU fik en henvendelse fra Det Grønlandske Fodboldforbund, der spurgte om de kunne få 2 dommere og en assistent til at hjælpe med det praktiske. Det blev Bent Mortensen, som var ansat på DBU samt Kaj Rasmussen og mig, som dommere.
Dronning Magrethe rejser ofte til Grønland og skulle også derop i 1975.
Netop det år skulle det Grønlandske Fodboldforbund holde deres første mesterskab i fodbold og de spurgte Dronningen, om hun ville komme til Egedesminde og åbne det første mesterskab i fodbold. Svaret blev et ja.
Jeg skulle dømme åbningskampen og Dronningen og Prins Henrik kom på banen og hilste på spillerne og på os.
Det var så anden gang, at Dronningen hilste på mig.
Første gang var, da jeg dømte landspokalfinalen i 1971, i den gamle Idrætspark i København.
Da var hun kronprinsesse og repræsenterede Kongehuset.
Jeg har også fået en hilsen fra Dronningen. Det var, da vi havde Diamant Bryllup.
Jeg har mere kendskab til de Kongelige.
DBU fik en henvendelse fra det Græske Fodboldforbund, om de kunne få 3 dommere til en vigtig kamp, der var afgørende for det Græske Fodbold Mesterskab. De var blevet uvenner de græske fodbolddommere.
Det blev Tage Sørensen, Keld Svanevig og jeg, der blev spurgt og vi takkede naturligvis ja til opgaven.
Det var en lang rejse og vi blev godt modtaget af en fra det Græske Fodbold Forbund.
Vi spiste sammen med ham om aftenen, hvor han fortæller os, at det jo var en meget vigtig kamp, og der ville nok komme 60.000 tilskuere, hvoraf de 40.000 var fans af det ene hold og de resterende 10.000 var fans af det andet hold.
Så vi fik at vide, at vi endelig ikke måtte fortælle nogle, hvem vi var, hvor vi kom fra, eller hvad vi skulle lave i Athen.
Vi svarede OK og så gik han ved halv ni tiden.
Vi trængte også til at få lidt frisk luft, så vi gik en lille tur ud i byen.
Inden vi kommer til vores hotel, i øvrigt det flotteste, jeg nogen sinde har boet på, ser vi et skilt, hvorpå der står: BAR.
Vi bliver enige om at gå ind for at få os en lille drink.
Vi kommer ind i et stort lokale, hvor der kun er en bartender og 3 damer i lokalet.
Vi får vores drinks og sidder og taler sammen, da de 3 damer pludselig kommer hen til os og spørger hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvorfor vi er i Athen?
Det kunne vi jo ikke fortælle dem på grund af vores aftale med vores græske ven.
De bliver ved med at spørge, men får intet svar. Så spørger de, om de må sætte sig ned ved vores bord og om vi ville give en drink? Det fik de lov til. Vi skålede og de blev ved med at spørge hvem vi var og så videre.
Så siger jeg pludselig til dem. Nu skal jeg fortælle jer, hvem vi er og hvorfor vi er i Athen.
Jeg siger, I har en Dansk Dronning. De svarede, ja det viste de godt. Og jeg siger, hun skal føde i nær fremtid. Ja, det var de også bekendt med. Så nu skal jeg fortælle jer hvem vi er. Vi er 3 danske fødselshjælpere.
Bartenderen har hørt det og kommer hen til os og hilser på os og siger:” fri bar”.
Vi skynder os at drikke ud og forlader stedet, inden der kommer andre gæster.
Jeg dømte en kamp i Serie 4 i Skærup og på Skærups hold var der bl.a. 2 brødre, hvoraf den ene var meget ivrig.
Der var hjørnespark til modstanderne og denne ivrige spiller syntes, at det tog for lang tid inden modstanderen sparkede, så han løb ud og sparkede modstanderens hjørnespark.
Bolden gik heldigvis ikke i mål. Hvis den havde gjort det, var der så selvmål? Jeg have nu nok dømt omspark.
I Århus havde de et år nogle studerende som spillede fodbold og var kommet ret langt i pokalturneringen.
De skulle, på hjemmebane, spille mod B 1909 fra Odense, der spillede i 1ste Division.
Jeg var dommer og Finn Jensen og Henning Lund Sørensen var LV.
En B 1909 spiller sparker til bolden mod mål på ca. 30 m afstand, og jeg ser at bolden rammer noget og springer i spil igen.
B 1909 spillerne mener, at bolden var inde i målet og er utilfredse med min afgørelse, idet jeg lader spillet fortsætte, uden at dømme mål. Så spørger de mig, hvorfor ikke spørge din LV.
Mit svar var: det nytter ikke noget, for han er både blind og døv.
Så vi forsætter og B 1909 vinder kampe. Så let kom jeg om ved den situation.
Jeg har dømt mange kampe i Odense. Et år havde de 4 hold i 1ste Division. B 1913, B 1909,
OB og Odense KFUM.
Jeg dømte en vigtig kamp B1913 – Esbjerg med 32.000 tilskuere på Odense Stadion.
Nogle af tilskuerne, nogle drenge, som stod ved afspærringen, blev mast mod rækværket. Andre var hoppet over og løb ind på Cindersbanen.
Kontrollørerne prøvede på at få dem tilbage, men det var umuligt, så jeg meddelte kontrollørerne, at drenge måtte gerne komme ind på Cindersbanen. Det blev meddelt i højttaleren. Det blev jeg populær på.
B 1913 have en lille god spiller. Han var også landsholdspiller. Han hed Misser og det rimer på bisser. Og det optrådte han som, engang imellem.
Jeg dømte en kamp mellem B 1913 og AGF og første gang, at Misser var i nærheden af en modstander i kamp om bolden, fløjtede jeg og dømte frispark til AGF’eren. Misser spurgte, hvad er det, hvortil jeg svarede: De ved godt, at jeg ikke ønsker den måde, de spiller på.
Næste dag kunne jeg læse i avisen, at Misser udtalte, at jeg var en god dommer.
B1909 havde også en god spiller, men han brugte også sine kræfter lige lovligt meget. En gang blev det for meget, så jeg kaldte ham hen til mig og sagde, jeg ønsker ikke den spillefacon.
”Er De klar over DET og jeg ønsker et svar”. Han sagde ikke noget, Så gentog jeg mit spørgsmål til ham og igen sagde jeg, at jeg ønsker et svar. Så var han klar over, at nu var det alvor, så han sagde OK og vi fortsatte kampen uden problemer.
B 1909 havde en god målmand. Han råbte og skreg og blev noget upopulær ved tilskuerne og modstanderne.
Så når jeg dømte 1909 og han stod på mål, henvendte jeg mig til ham og sagde, har De ikke set, hvem der er dommer i dag. OK, var svaret – og det hjalp.
Jeg dømte en kamp, OB – Næstved. OB’s målmand var lidt klogere end mig i nogle situationer. Så blev der begået et straffespark af en OB spiller.
Så sagde jeg til mig selv, nu skal jeg tag fusen på ham. Så hvis han går for tidligt, så dømmer jeg omgående omspark. Jeg havde placeret mig lige udenfor det det lille felt.
Der blev sparket og målmanden klarede det flot og bolden springer ud på banen i min retning, rammer mig og springer herefter tilbage mod målet. Målmanden griber bolden.
Altså var jeg nær ved at score et mål.
Jeg fik også at vide – der var du vist heldig.
Jeg var i Irland i en lille by, Balybofai. Der dømte jeg en landskamp. Irland mod Jugoslavien.
Jeg boede på et lille hotel, ejet af en familie med 5 børn. Det var hyggeligt og børnene syntes det var morsomt, at have en sådan fremmed boende. Mange år efter, fik jeg en hilsen fra den ældste søn, som nu havde overtaget hotellet.
Han spurgte en dommerkollega, som boede på hotellet, om ham den gamle dansker med Den Gammel Dansk stadig levede og vedkommende svarede, ja det gør han, hvorefter han bad min kollega om at hilse mig.
Efter denne kamp var vi inviteret til en banket på et stort flot hotel i byen. Foruden spillerne og Officiel var der mange fra byen. Så vi har nok været omkring 200. Præsten var toastmaster og han var i fuld ornat.
Der blev holdt taler og pludselig spørger han mig, om jeg ønsker at holde en tale, men jeg svarede prompte, nej tak. Efter middagen gik jeg ind i baren, hvor jeg sad og talte med nogle af de andre. Så kommer præsten, stadig i fuld ornat, og henvender sig til mig. Han siger, vi har vist ikke hilst på hinanden, så lad os drikke en Whisky sammen. Klokken var et om natten.
Jeg dømte en 2. Divisions kamp i Åbenrå – Frederikshavn. Den var afgørende for Åbenrå.
Resultatet blev 2-1 til Åbenrå, der scorede sejersmålet, 1 minut før tid.
Da der var scoret, kommer mange tilskuere ind på banen af glæde for denne scoring, men kampen var ikke slut, så jeg fik ro på igen og vi spillede det sidste minut.
Mange år efter, fik jeg et brev fra en Åbenrå fan, der skrev, at jeg var skyld i, at de blev i 2. Division ved ikke at have indberettet situationen til DBU.
Jeg kan takke Vejle Boldklub for, at jeg blev divisionsdommer, da jeg blev spurgt om jeg ville dømme en kamp den 6. maj1956 mod et hold fra Pourtogeso fra Brasilien. Jeg takkede ja tak, selvom jeg ikke havde dømt højere end i Serie 1.
Det var spændende med ca. 15.000 tilskuere.
Tempoet var fra start var noget højere, end jeg var vant til, men jeg kæmpede, og det gik fint.
Kaj Johansen spændte ben i straffespark feltet, så der var jo kun at dømme straffespark, som Brasilianerne scorer på. VB vandt kampen og så bad Brasilianerne om en kamp mere.
Den dømte jeg også og det var de Brasilianske ledere tilfredse med. Da de erfarede at jeg skulle dømme, kom de ind i dommerrummet og krammede mig.
Man kunne efterfølgende læse i avisen. ” Sydlandsk dramatik i Vejle ved Brasilianerkamp nr. 2.
Det sydamerikanske temperament kom i kog ved nr. 2 kamp. På et tidspunkt, da det stod 2-2
sparkede den brasilianske målmand ud efter Tage Hvejsel Hansen. 0g dommeren Kaj Sørensen fløjtede for straffespark. Brasilianerne stimlede sammen. Dommeren råbte og gestikulerede, og lige så hurtig som Kaj Sørensen skubbede dem væk fra bolden, kom de igen. De flyttede bolden væk fra pletten. Satte sig en overgang i rundkreds om den og målmanden lagde sig som protest på ryggen inde i målet. På tilskuerpladserne var stemningen lige så høj. Endelig fik den Brasilianske manager beroliget sine spillere.
Knud Herbert Sørensen skød straffesparket og målmanden klarede skuddet. Jublende greb den bjørnestærke back Lucio fat i Knud Herbert Sørensen, omfavnede ham og svingede ham rundt i luften.
Knud Herbert Sørensen sagde med et stort smil:” Jeg ville ikke score på det straffespark, for så havde vi vundet 3-2 og på den måde var vi aldrig kommet af med dem”.
Brasilianeren sagde, det var uforståelig, at det hold kun spillede i 2.Division.
Kampen blev overværet af Aksel Lund-Sørensen, der var medlem af såvel JBUs og DBUs dommerudvalg.
Det var min gode ven Ingvard Knudsen Jensen, der havde sørget for det.
Aksel Lund Sørensen må have været tilfreds med min præsentation – og jeg blev 3. Divisions dommer fra efteråret 1956.
Jeg sprang Jyllands Serien over.
Da det blev kendt, at jeg var blevet Divisions dommer, fik jeg også mange kampe rundt om i Jylland. Jeg har dømt mange kampe på VFC’s Vestre Stadion.
De var ikke altid tilfredse med mig som dommer, men jeg skulle dog dømme mange af deres kampe, især når der var lokalopgør mod VB.
En gang viste jeg en VFC tilhænger ud, da han groft og højlydt generede VB spillerne og jeg fik også et par bemærkninger.
Til slut var det nok, og jeg bad ham forlade stadion og kampen kom først i gang igen, da han var helt væk.
Næsten dag kom han hjem til mig og undskyldte og forærede mig en æske chokolade.
Jeg har også dømt kampe både i håndbol og fodbold, hvor Knud Lundberg var med.
Han ville gerne styre både spillerne og dommerne.
Engang sagde han: ”ja man kan alle have en dårlig dag”, og jeg svarede tilbage, ja den havde du i dag.
Vejles første FIFA dommer var Ernst Hansen, en meget dygtig og anerkendt dommer, især de københavnske klubber var meget tilfredse med Ernst Hansen.
Han var meget speciel.
VB skulle spille en privat kamp mod Milan fra Italien. Det var i 1954. VB spurgte mig, om jeg ville være LV. Jeg takkede ja tak.
Jeg kommer på Vejle Stadion og Carl Frederik Jørgensen, som senere blev en af mine gode kollegaer, skulle dømme kampen, var ankommet sammen med Ernst Hansen, der skulle være LV sammen med mig.
Jeg hilser på dem. Vi begynder at klæde om, og så spørger Ernst Hansen mig: ”hvorfor skal De være LV i dag”? Jeg svarer, VB spurgte mig og jeg sagde ja.
Derefter siger Ernst Hansen, er De klar over, at det er en meget stor ære at være LV sammen med mig. Jeg kunne godt se, at Carl Frederik smålo, – jeg sagde intet.
Efter kampen var vi inviteret med spillerne ud i byen at spise og vi 3 sad ved samme bord.
Carl Frederik Jørgensen tiltalte mig med du. Og da Ernst Hansen hører det, henvender han sig til mig og siger: ” jeg hører, at de Herrer er dus, så skal vi 2 ikke også være dus?” Det har jeg naturligvis ikke noget imod, så vi hæver vore glas og skåler med armene over tværs, som man nu gør i Danmark. Sådan blev jeg dus med en kollega.
Da jeg var blevet FIFA dommer kom Ernst Hansen hjem til mig privat, for at ønske mig til lykke med udnævnelsen.
En anden kollega ringede til mig og sagde: ”du har taget min plads”.
Jeg spurgte: ”hvilken plads?”. Han svarede: ”du er blevet FIFA dommer”.
Han var lidt skuffet, for han havde ambitioner. Men det ødelagde nu ikke vort venskab efterfølgende.
Han var i samme branche som mig, så vi mødtes ofte og telefonerede også sammen.
Mit forhold til journalister var udmærket. De fik svar på deres spørgsmål .
Men der var dog 2, som jeg ikke var tilfredse med. Den ene var fra Jyllands Posten.
Han skrev altid noget negativ om mine præstationer, og en dag kontaktede jeg ham og spurgte ham, hvorfor han altid var så negativ overfor mig, Det er du faktisk ene om.
Fra den dag holdt han op med at genere mig.
En anden journalist, som var ansat på Vejle Amts Folkeblad, og i øvrigt også selv var fodbolddommer og medlem af Vejle Fodbolddommerklub, skrev engang i avisen. ”DBU bør give Kaj Sørensen en pause for han er ikke på nuværende tidspunkt i stand til at leve op til jobbet som dommer under DBU.”
Jeg mødte ham, og fortalte ham, at han var en dårlig kollega og han ikke var i stand til at bedømme nogen dommere. Så var munden lukket på ham.
Jeg fik engang et anonym brev fra en, hvori der stod, at nu skal du kaste din fløjte ud i Vejle Fjord. Det var efter en kamp i Frederikshavn, hvor jeg blev kritiseret ret grov.
Jeg skulle have dømt kampen, men meldte afbud, da jeg skulle til Italien sammen med min chef. Så da kampen blev spillet i Frederikshavn, sad vi på San Giro Stadion i Milano og så en fodboldkamp.
Jeg opdagede, hvem afsenderen af brevet var. En god kammerat helt fra barndommen og tillige tidligere fodbolddommer. Jeg ville ikke være uvenner med ham eller hans kone, så jeg gjorde ikke noget ved sagen, men var trods alt såret.
Jeg blev medlem af Vejle Fodbold Klub den 27.01.1951 og jeg kom i bestyrelsen i 1954 og var formand fra 1969 til 1978. Det var en spændende tid. Bestyrelsen holdt dommerkursus hvert år og bestyrelsens medlemmer underviste aspiranterne hjemme. Jeg have 6 til 8 aspiranter hvert år.
Vi sørgede selv for Lovfortolkere til eksamenen og det var Christian Baunsgaard fra Esbjerg og Aksel Lund Sørensen fra Århus. De kom om lørdagen ved middagstid, sammen med deres koner.
Vi gik på Hedegården, hvor eksamenen skulle foregå og min kone kørte en tur med de andre koner imens.
De 2 år, hvor vi havde op til 40-42 aspiranter, begyndte vi om lørdagen kl. 14.00 og vi sluttede kl. 18.00.
Om aftenen gik vi seks og Erik Methman, vores kampfordeler, ud i byen og spiste, og havde det hyggeligt sammen til midnat.
Eksamen fortsatte kl. 9 om søndagen og så var gerne færdige omkring kl. 13.00.
Christian Baunsgaard og Aksel Lund Sørensen med fruer var yderst tilfredse at komme til Vejle, ja de glædede sig faktisk til det.
Når vi holdt bestyrtelsesmøder foregik på tur hos bestyrelsesmedlemmerne og som værter, betalte vi selv. Derved belastede vi ikke klubbens kasse.
Jeg har været medlem af JBU’s dommerudvalg i 18 år og været medlem af DBU’s dommer udvalg i 14 år.
Jeg var UEFA Delegeret og dommerbedømmer i 14 år.
Jeg var i mange år inviteret til Det Tyske Fodbold Forbunds dommerkursus. Her var vi op til 15 udenlandske gæster.
Jeg deltog også I UEFAs dommerkurser rundt i Europa sammen med 2 til 3 af vore FIFA dommere.
Jeg har været på dommerkurser i Norge, Sverige og Polen.
Bent Nielsen og jeg var et år indstillet til medlem af UEFA’s dommerkomite. Med det blev ikke os, derimod en svensker. Bent blev senere medlem af UEFA’s dommerkomite.
Da jeg startede som fodbolddommer var betalingen for en senior kamp 5,00 kr., og 3 kr. for en ungdomskamp. Vi fik ingen kørepenge, for vi cyklede rundt dengang.
Min betaling i 1. Division var 75,00 kr., plus rejseudgifter.
UEFA kampenes betaling var ca. 3200 kr. for 3 dage og derudover var alt betalt, ophold m.m.
Jeg var I Georgien som UEFA delegeret og dommerbedømmer. Det var en lang rejse. Jeg fløj til Ankara, hvor jeg overnattede på et flot hotel. Næste morgen tog jeg en taxa til lufthavnen.
Jeg kom i flyet, der var næsten fuld besat. Fik et sæde ved siden af 2 englændere, som jeg kom i snak med.
Øverst oppe i flyet sad der 12 mænd, flot påklædt og jeg kunne se, at de fik særbehandling.
Stewardessen fortalte, at det var byrådsmedlemmer fra Ankara og da det var den første rute fra Ankara til Tbilisi, var de med til indvielsen af ruten. Vi lander i Tbilisi og passagerne går til venstre fra flyet, men byrådsmedlemmerne går til højre. Jeg følger med byrådsmedlemmerne, som bliver fotograferet, og jeg med.
Da jeg kommer ind i ankomst hallen spørger mine engelske venner, hvor jeg har været. Jeg fortæller dem, at jeg var med byrådsmedlemmerne og blev fotograferet sammen med dem. Det morede de sig noget over.
Jeg venter på min bagage, men den var der ikke. Jeg henvender mig derfor til en dame fra lufthavnen, som undersøger sagen og fortæller, at alt er kommet ud af flyet. Vi går hen i hen hal, hvor der står glemte sager. Og der står min kuffert.
Jeg venter længe i ankomsthallen på dem, der skal hente mig. Endelig finder man ud af, at de står i afgangshallen og venter på mig. Det var direktøren med en sekretær og en privat chauffør med armbind.
De fortæller mig, at jeg skal bo på et slot, udenfor byen. Vi ankommer dertil og det viser sig at være militær bevogtet. Jeg får en flot 3 værelses lejlighed.
Jeg får pakket ud og går ned i restauranten og bestiller en kop kaffe. Så kommer de 3 skotske dommere. Vi hilser på hinanden og jeg byder på en øl, men dommeren takker nej tak. Han drikker ikke øl, hvorefter jeg spørger ham, hvordan kan du så være blevet FIFA dommer. Den spøg kunne han godt tage.
Vi var inviteret til spisning om aftenen.
Jeg kommer ned og der står min chauffør med Mercedes’en og jeg sætter mig ind i bilen og venter på dommerne. Min chauffør siger, at de ikke skal køre med mig. De skal køre i den bil, der holder bagved. Og sådan blev det. Foran os kører en politibil med blå blink. Da vi kommer ind i byen til et stort gadekryds, sætter politibilen gang i sirenerne og al trafikken stopper. Her kommer Sørensen fra Danmark.
Jeg synes, det var morsomt, så jeg tog senere et par ekstra ture ned i byen. Der var meget fattigdom, erfarede jeg.
På kampdagen skal vi møde på stadion med de 2 klubbers ledere kl. 10.00.
Vi blev budt velkommen og jeg får ordet. Jeg hilser fra UEFA og ønsker en god og fair kamp.
Derefter får jeg at vide, hvem der er sikkerhedschef, hvor mange sikkerhedsfolk han har og hvor meget politi, der vil være tilstede. Alt er i orden. Derefter får dommeren ordet og han håber, som mig, på en fair spillet kamp. Derefter kontrollerer han spillernes trøjer, bukser og strømper og konstaterer at farverne ikke falder for meget sammen.
Derefter går dommerne og jeg ned på banen for at kontrollere om alt er OK og sikkerheden også er OK.
Selve kampen bliver en kategori, let kamp, hvor jeg ser en flittig dommer, som forstår at gribe ind på de rigtige tidspunkter, uden at være i småtingsafdelingen.
Efter kampen taler jeg med trioen og roser dem for indsatsen og vi er enige om, at det var en let kamp.
Min indberetning til UEFA var også med en bemærkning om en let kamp med en god dommer og det kunne være ønskeligt at se ham i en noget sværere kamp.
Mr. Dallas, som dommeren hed, er i dag medlem af UEFAs dommerkomite.
Jeg har også haft Real Madrid 2 gange og det var en oplevelse.
I Norge, hvor præsidenten dårlig nok hilste på mig ved en middag dagen før kampdagen, sad jeg sad ved siden af Spaniens konges fætter, som var en frisk fyr og han forstod en spøg.
Real Madrid spillede engang mod OB Odense. Jeg var på Odense stadion og stod lige indenfor ved spillerindgangen. Så kommer Real Madrids præsident med sin flotte frue. Han går direkte hen til mig og hilser med ordene: ”Goddag hr. Sørensen, hvordan har de det?”. Det kom noget bag på mig.
15.06.1954: VB – Milan Privat LV
04.10.1961: Heart of Medlothian Skotland – Union St. Gilloise Belgien LV
18.09.1961: Danmark – Norge B Landskamp LV
05.11.1961: Danmark – Polen i Esbjerg undoms Landskamp LV
18.05.1962: JBU – BBU Ynglinge i Brørup Dommer
16.09.1962: Norge – Sverige A landskamp LV
27.10.1962: Danmark – Sverige Ynglige LV
03.09.1963: KBU – JBU Unionskamp Dommer
23.05.1963: JBU – BBU Unionskamp Dommer
14.09.1963: Danmark – Norge Landskamp LV
13.10.1963: Irland – Østrig UEFA LV
09.06.1964: FBU – LFBU Unionskamp Dommer
27.06.1964: Danmark – Sverige B Landskamp LV
15.09.1964: FC Skeid – FC Valkealasken HAKA – UEFA LV
25.08.1964: JBU – KBU Unionskamp LV
17.03.1965: Irland – Holland VM LV
1965: VFC – Mikkelis Palaiuga Privat kamp Dommer
01´07.1967: AGF – AIK Stockholm Toto LV
30.04.1969: A.Landsholdet – Pressen – Dommer
31.05.1970: Gøteborg IF – Hamburg SV – Toto Dommer
21.06.1971: Ørebro Maatricht – Toto Dommer
12.07.1970: IFK Norkøping – Wiener SV – Toto Dommer
19.07.1970: Øster IF – Lask IS Toto Dommer
25.07.1970: AaB – Wattens Toto – LV
22.09.1970: Norge – Sverige Ynglinge Dommer
06.11.1970. CoLeraine – Sparta Rotterdam UEFA Dommer
02.04.1971: Irland – Jugoslavien FIFA Dommer
20.05.1971: Frem – B 1909 DBU Landspokal Dommer
25.08.1971: Finland – Norge i Helsingfors Dommer
06.04.1972: FIFA ?
18.05.1972: Belgien – Island FIFA – VM LV
22.07.1972: VB – Landskrona Boys TOTO Dommer
29.07.1972: VB – Zilina TOTO LV
30.07.1972: Tyskland – Finland A Landskamp i Lubeck Dommer
16.09.1972: Sverige – Norge Ungdom i Jævle UEFA Dommer
Det var nogle få udpluk af mange gode oplevelser som dommer.
Oplevelser, som jeg kun kunne have haft grundet min dejlige hustru, som gav mig den fornødne frihed til at passe mine dommergerninger.
Vejle, den 8. juni 2017
Kaj Eielskov Sørensen, Vejle
