Tak for kampen – Preben

Udgivet 2/10 2017 – opdateret med takke mail fra Preben Birns kone Kirsten 8/10 2017

Hover Kirke var lørdag rammen om vores kære medlem og kasserer Preben Birns bisættelse.
Hele bestyrelsen og mange af vores dommere var mødt frem – sammen med mange andre, der valgte at sige farvel til Preben.

Billedet af kransen fra Vejle Fodbolddommerklub.

Vi vil fra Vejle Fodbolddommerklub sige tak til Preben for hans mange år i vores “klub”. Han har lavet et kæmpe arbejde både som aktiv dommer til det sidste – samt naturligvis også i forbindelse med bestyrelsesarbejdet i dommerklubben. Ikke mindst som kasserer – men også som inspirator for alle med stor viden og engagement.

Vi vil i forbindelse med de kommende arrangementer i Vejle Fodbolddommerklub naturligvis sørge for ære hans minde – blandt andet ved at afholde et minuts stilhed i forbindelsen med dommerfesten den 11/11 – og på generalforsamlingen næste år.

Tak for kampen Preben – og ære være dit minde.

Vi har modtaget følgende mail fra Kirsten:

Kære familie og venner !

Tak for varme ord og tanker, ved Preben’ s bisættelse.

Tak for alle de smukke blomster føler mig stadig lidt i chok, en slags tomhed, men har den mest fantastiske hjælp, fra mine drenge, ja alle mine kære. Martin og Bettina, Mikkel og Anne Mette, er der for mig.

Alle mine fem piger og jeg, griner og græder med hinanden, ind imellem, i savnet af deres farfar, drengenes far, pigernes svigerfar, min Preben.

Vil arbejde på at komme tilbage til det gode og glade liv igen, og beder om hjælp hertil, fra alle mine kære, både familie og venner. 

De kærligste hilsner fra os alle 10 

Kisser. 

Kirsten F. Birn

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.